Siden marts måned 2014 har Christan Åkerwall opholdt sig i Chile som uchi-dechi. Dette har været en kæmpe oplevelse, der senest har resulteret i deltagelse ved verdensmesterskabet 2014 i Sydafrika og ikke mindst en dan-graduering. Læs om Christians seneste oplevelser herunder.
Osu alle sammen! Nu er dagen endelig kommet, hvor jeg endelig kan skrive den artikel jeg har glædet mig mest til – om hvad der er sket de sidste 10 dage i Sydafrika.
Lige siden jeg i april måned blev spurgt af sensei Claudio om jeg havde mod på at deltage i verdensmesterskabet i september, har jeg ventet med lige dele frygt og spænding. Som sagt var min umiddelbare idé om VM præget af diverse knockout-videoer på Youtube, så jeg indrømmer gerne at jeg var lidt skræmt ved tanken til at starte med. Det hjalp heller ikke på nerverne da jeg fandt ud af at jeg ville have muligheden for at tage min graduering til shodan ved samme lejlighed, men det var en mulighed jeg ikke kunne lade passere. Og så begyndte vi optræningen, om hvilken jeg allerede har skrevet et par gange. Men for kort at opridse hovedtrækkene, så har mit skema stået på cirka 2-4 timers karatetræning 5 dage om ugen, plus diverse turneringer, seminarer mm. i weekenderne. Derudover har jeg også trænet en del vægttræning, mellem 2 og 6 gange om ugen. Det har været en stor mundfuld, da jeg til sammenligning trænede gennemsnitligt 4,5 time ugentligt i Farum inden jeg tog af sted – men resultaterne har talt for sig selv.
Da vi så gik ind i august måned, begyndte alvoren at melde sig. Pludselig var der ikke længe til vi skulle af sted. Vi var 8 i alt, med 6 kæmpere og en coach/dommer fra Chile, og så mig. Én kæmper var i letvægtsklassen, to (hvoraf jeg var den ene) i mellemvægtsklassen og 4 kæmpere i sværvægtsklassen. Måneden igennem stod den på masser af kamptræning, med rekorden indtil videre værende 60+ kampe på en uge. De sidste to uger af august droslede vi dog ned på træningen for at forberede os mentalt, og for at undgå skader. Jeg begyndte dog at træne kata som en gal, af frygt for ikke at være godt nok forberedt til gradueringen. Efter at have overværet to sortbæltegradueringer, ved jeg at det ikke er noget man kommer sovende til. Men lige meget hvor meget jeg trænede kunne jeg ikke ryste nerverne af mig… ikke dem alle sammen i hvert fald.
Så kom dagen endelig. Vi rejste tidligt tirsdag morgen, den 2. september, fra Santiago. Aftenen inden var de tre sidste medlemmer af gruppen ankommet til sensei Claudios hus, eftersom de kommer fra andre byer i Chile. Vi havde også om mandagen en fælles træning i den nye dojo om aftenen. Men tirsdag morgen kørte vi til lufthavnen, alle i vores ens ”landsholdsdragter”, og begyndte efter afsked med venner, kærester og familie rejsen mod VM. Vores rejse var lang. Rigtig lang. Først fløj vi til Sao Paulo, Brasilien, og ventede 5 timer dér. Derefter kom den lange tur over Atlanten til Johannesburg, og til sidst en kort tur til Durban.
Vi var således i Durbans lufthavn onsdag formiddag, og blev mødt med lidt af et show: den sydafrikanske organisation havde nemlig sørget for at arrangere underholdning i form af zuludans til de ankommende kæmpere – velkommen til Afrika! Vi var i samme fly som hhv. den brasilianske og ukrainske delegation, så vi var mange der nød showet. Da de sidste billeder var taget, blev vi kørt til vores hotel, som til den lokale organisators store irritation ikke var det officielle. Vi havde dog udelukkende valgt det fordi der ikke var plads på det officielle hotel(men det viste det sig dog at være alligevel senere), og fordi det var væsentligt billigere. Vi boede i et hus med køkken, 3 soveværelser og 3 badeværelser i 10 dage, for under 1000 kr. pr. mand. Så det foretrak vi trods alt.
Onsdag lavede vi ikke rigtigt noget, udover at gå rundt i kvarteret og finde en pakistansk restaurant, der skulle blive vores stamsted ugen ud. Det var også her jeg fandt ud af at jeg var nyttig som oversætter, eftersom kun jeg og sensei Freddy (der er engelsklærer) kunne tale flydende engelsk. Det er ikke ligeså udbredt at tale/lære engelsk i Sydamerika som herhjemme, og jeg fik igennem de 10 dage oversat en hel del mellem engelsk, dansk og spansk.
Torsdag tog vi ned til stranden, hvor de andres hotel lå. Her mødte vi først sensei Orla på det officielle hotel, som fortalte at han ventede på at kancho, shihan Roman fra Canada og shihan Rex skulle komme tilbage. Vi besluttede os derfor for at vente sammen med ham, men da der ikke var sket noget en halv time senere, var vi alligevel for sultne til at blive. Vi gik ned af promenaden langs med vandet og fandt et sted at spise, og mens vi sad der synes jeg at jeg så et par kendte ansigter. Og ganske rigtigt, det var ingen ringere end den danske delegation bestående af shihan Rosager, sensei Franz og senpai Ernestas, som jeg der mødte for første gang. Der var et glædeligt gensyn, og jeg var også glad da sensei Franz mødte sensei Claudio. For mig var det en form for kulmination på mit forløb i Chile, da de to senseis som har trænet mig, og spillet en stor rolle i mit liv som karateka, mødtes – og oven i købet kom godt af det med hinanden, selvom det primært var uden ord til at starte med. Det var en speciel følelse at se mine to lærere og mentorer mødes for første gang.
Vi gik så tilbage i samlet flok til hotellet, hvor vi fik den uventede besked, at de nu ville begynde med indvejningen, som ellers var skemalagt til dagen efter. Det var ikke gode nyheder eftersom vi kom lige fra frokost… men heldigvis landede min officielle vægt på 76 kg, hvilket var to kilo mindre end ved afrejsen. Rejsen og flymaden havde fået mig til at tabe mig lidt, men det var jo fint i den sammenhæng. Alle forblev heldigvis i deres respektive vægtklasser, så vi var alle klar. Den slags pludselige ændringer i programmet skulle dog vise sig at være gennemgående, da det ikke var altid at der var lige godt styr på det hele… men i første omgang var der ”kun” byttet om på indvejningen fredag og en fælles udflugt til shihan Sabelas gravsted torsdag. Det skal nævnes at shihan Sabela, som desværre gik bort i februar i en alder af 54, var den helt store drivkraft bag tilblivelsen af dette VM. Han havde i mange år arbejdet for at få turneringen til Afrika, og det lykkedes så i år. Han nåede desværre ikke selv at opleve det, da han døde af et hjerteanfald i dojoen under en træning. Stævnet var derfor i høj grad tilegnet ham, og hans arv og minde. Vi gik alle i dogi igennem Durbans gader fredag morgen, og kom til den muslimske kirkegård. Her sagde bl.a. kancho Matsushima, hanshi Taylor og shihan Rex m.fl. et par ord ved graven, og det var tydeligt at se at shihan Sabela stadig var meget savnet, og flere elever græd også. Det var en stærk oplevelse.
Efterfølgende var der frokost på det officielle hotel, og her mødte jeg kancho Matsushima, hanshi Taylor og shihan Roman for første gang. Man mærker altid et vist sug i maven, og retter ryggen lidt ekstra når man er i selskab med ”de høje herrer”. Særligt kancho har en aura af respekt omkring sig, men er en meget jordnær og sympatisk person. Da vi alle havde spist skulle sensei Claudio og sensei Freddy deltage i hhv. dommermødet og det internationale møde for branch chiefs, så de resterende 6 af os travede lidt rundt på må og få, inden vi tog tilbage til vores hotel for at slappe af og gøre os klar til dagen efter. Det blev til en lur og en 5 km løbetur for mit vedkommende inden vi gik i seng før den store dag.
Lørdag morgen stod vi tidligt op og blev kørt til det sted hvor turneringen skulle afholdes, I.C.C. – og sikke et sted! I.C.C. er et konferencecenter, hvor også gallamiddagen for alle branch chief’ene var blevet afholdt aftenen inden, med deltagelse af præsidenten. Vores hold var de første der ankom, så vi blev ledt ned til security check. Først ville politiet ikke lade os komme ind, da vi ikke havde vores adgangskort der bekræftede at vi var deltagere i turneringen. Dem havde vi dog ikke fået udleveret, men fik dem dog hurtigt. Det høje sikkerhedsniveau skyldtes at sportsministeren og ikke mindst Sydafrikas præsident Jacob Zuma, ville komme. Da vi kom ind blev vi ledt til det rum hvor vi skulle have tildelt deltagernumre. Det virkede dog som et ret ambitiøst projekt, taget i betragtning af at de havde én (lille) symaskine, og to piger til at sy numre på over 200 deltageres gier… på halvanden time. Tilsyneladende indså de det også selv, for vi fik ikke syet numre på, men blev bedt om at gå ned til de andre, der nu var ankommet. Her stødte jeg til de andre danskere, og vi kom ind i hallen hvor stævnet skulle afholdes. Der var plads til 5000 tilskuere, og der var kun ét kampareal som var hævet en halv meter over gulvet, med spotlights på. Man kunne derfor være sikker på at uanset hvor mange kampe man fik, så ville man få sit øjeblik i rampelyset. Over selve måtten hang der storskærme ud til alle fire sider, så publikum kunne følge med. Foran kamparealet sad hovedbordet med kancho, shihan Rex, hanshi Taylor med flere. I hallen ved siden af, der var lige så stor, kunne kæmperne klæde om, varme op osv., og der blev frokosten også serveret senere. Kort tid efter fik hvert land udleveret en fane med navn og et flag for at gøre os klar til indmarchen. Eftersom Ernestas og jeg kun var to var det ret nemt at fordele udstyret, og da Ernestas er højere end mig, fik jeg æren af at bære standarden med Danmarks navn, og dermed gå forrest. Ernestas fik Dannebrog om skuldrene, og så var vi klar.
Det skulle vi så være en rum tid endnu. Alle lande var stillet op bag ved trænernes tribune og ventede kun på grønt lys fra arrangørerne til at gå ind. Der var deltagere fra Danmark, Chile, Kina, Afghanistan, Zimbabwe, Tyskland, USA, Australien, Swaziland, Peru, Japan, Brasilien, Rusland, Tunesien, New Zealand, Ukraine, Canada, Iran og selvfølgelig Sydafrika. I alt omkring 200 deltagere fordelt på 19 lande. Det var her sommerfuglene virkelig begyndte at flyve rundt i maven. Desværre ventede vi alle på at præsident Zuma skulle ankomme, og han tog sig god tid. Så på trods af korsang med mere som underholdning, begyndte vi at kede os lidt. Det ændrede det sydafrikanske hold dog hurtigt på: de var det største hold repræsenteret, med over 50 deltagere, og de har en forkærlighed for fællesdans- og sang. De startede bare med at klappe, synge og danse, og snart smittede glæden, og vi klappede alle med. Til sidst kom præsidenten dog, og vi fik lov at gå ind. Det var virkelig et fantastisk øjeblik jeg aldrig vil glemme. Suset da Danmarks navn blev råbt op og vi gik ind til omkring 1000-1500 tilskuere der hujede og klappede… ubeskriveligt. Efter alle havde taget opstilling på kamparealet ventede der mange taler. Først fra kancho, med shihan Rex som oversætter, derefter hanshi, sportsministeren(der virkelig formåede at sætte gang i publikum) og til sidst præsidenten. Det kastede lidt ekstra glamour over arrangementet at han var der, men det var stadig lang tid at stå op i fudo dachi og vente. Til sidst tog shihan Khanyisani Mazibuko, officiel repræsentant for Sydafrika, og arrangør af turneringen, mikrofonen og erklærede turneringen for åben.
Første kamp for vores hold, og i turneringen i det hele taget, var Mathias fra Chile mod en sydafrikaner. Mathias var den eneste chilenske kæmper i letvægtsklassen, og i øvrigt den eneste på det chilenske hold der er yngre end mig(han er 18). Han havde meget kort tid til opvarmning og forberedelse, da præsidenten skulle nå at se at par kampe inden han skulle videre igen. Mathias kæmpede en god kamp, og de to var meget lige da de tre minutter blev fløjtet af. Desværre for ham var dommerne ikke overbeviste, og tildelte hans modstander sejren. Ærgerligt, men sådan er gamet, selvom man måske kunne mistænke lidt hjemmebanefordel. Men dommene er altid hårdere i første runde, hvor der skal findes en afgørelse efter de første tre minutter – altså ingen forlængelser. Den næste på måtten var Ernestas, der inden han gik ind ikke virkede specielt nervøs, eller ikke viste det i så fald – modsat mig. Han kæmpede en flot kamp, og knockoutede sin modstander på lårspark. Altså var Danmark sikkert videre til anden runde.
Så blev det min tur. Jeg havde min første kamp mod en sortbælte fra Swaziland, og jeg har sjældent været så nervøs før jeg har gået på måtten. Jeg kom ikke så godt fra start og snublede efter et lårspark, men kom hurtigt op igen. Jeg indrømmer at jeg ikke tænkte så vanvittigt meget undervejs, og mest tænkte på at gå fremad. Jeg forsøgte mig et par gange med mae geri, et spark der normalt fungerer for mig i kamp, men blev forhindret da min modstander holdt meget fast i mine ben. Jeg fik dog skubbet ham ud af balance én gang, og ligeledes ud over kamparealet. Han var en stærk modstander, men jeg vandt kampen på dommerstemmerne 3-1. Jeg kan huske, at det første jeg spurgte sensei Claudio, der var min coach, om da jeg kom ned fra måtten var: ”vandt jeg?”. Det siger lidt om min åndsnærværelse på det tidspunkt. Men det var fantastisk at have vundet, vundet en kamp til VM! Det var det der var mit mål, og opgaven var nu fuldført, og jeg havde haft i hvert fald en succes. Hvad der så skete derefter kunne ikke rigtig røre mig mere.
Derefter fulgte kampene for resten af chilenerne. Desværre gik ingen af dem videre, og tre tabte på knockout. Det var dog ikke så vigtigt i sidste ende, da vi alle var enige om at vi først og fremmest deltog for oplevelsens og for erfaringens skyld. Ind imellem vores kampe var der selvfølgelig en masse andre, med et flot niveau generelt. Ukraine var generelt dominerende, og de stillede også med et stort hold, med begge køn repræsenteret, og en tidligere verdensmester i min kategori, som også vandt igen. Jeg var imponeret over niveauet blandt de afrikanske kæmpere, som virkelig gjorde det godt. Publikum fortjener også at blive nævnt. Jeg har aldrig til en karateturnering i hverken Danmark eller andre steder før eller siden oplevet et så engageret og højlydt publikum – fantastisk! Der blev bogstaveligt talt hoppet og danset, og derudover også sunget og klappet. Selvfølgelig fik det en ekstra tand opad når der var en sydafrikaner på måtten, der blev der givet fantastisk support: hver gang den sydafrikanske kæmper landede en teknik, et stød eller et spark, råbte hele salen ”yes!” i kor. Det kunne vi godt indføre i Danmark.
Ernestas og jeg var begge gået videre fra vores første kamp, og vi ventede derfor i spænding på at næste runde skulle begynde. Men programmet var mildest talt rodet, og jeg måtte selv op til bordet flere gange for blandt andet at forklare at senpai Mauricio fra Chile ikke skulle kæmpe i sværvægt, hvor han åbenbart var endt, til trods for at der stod ”77 kg” ved siden af hans navn. Men kort fortalt blev resultatet for os to danskere, at vi først skulle kæmpe dagen efter. De tilbageværende i klasserne blev splittet op i to puljer, hvoraf den ene skulle kæmpe om søndagen i stedet. Altså var vi begge direkte i 1/8-finalerne, eller blandt de bedste 16 i vores gruppe. Vi tog hjem lørdag aften, hvor jeg blev tilbage i huset, mens chilenerne tog ud – turneringen var jo overstået for dem. Mine ben var dog noget stive efter min kamp, da jeg ikke havde husket at parere min modstanders lårspark som ofte som jeg burde. Heldigvis generede det mig ikke søndag morgen, og jeg havde det generelt meget bedre end dagen før, nu da jeg ikke følte jeg havde mere at bevise – jeg følte mig mere fri og afslappet. Ligesom dagen før skulle alle kæmpere lave indmarch til at starte med, og Ernestas og jeg byttede, så jeg fik flaget og han navnet. Denne gang skulle vi ikke vente på præsidenten, så vi gik i gang meget hurtigere. Først var det Ernestas klasse, og han kom på hurtigt. Han kæmpede mod den senere sølvvinder fra Ukraine, og gik runden ud med ham, men tabte desværre. Dermed var jeg nationens sidste håb, så at sige, men jeg var rimelig afslappet stadigvæk da jeg gik på måtten for anden gang, denne gang mod en sydafrikaner. Da kampen gik i gang, fandt jeg hurtigt ud af hvad hans (eneste) force var: stød i brystet. Mange, hårde stød i brystet. Udover det lavede han ikke så meget, og jeg fik i forhold til dagen før meget bedre gang i mine spark. Kampen bølgede frem og tilbage, og jeg følte at vi var rimelig lige, lige indtil jeg blev slået i struben. Jeg mistede luften et øjeblik og blev slået kortvarigt ud af kurs, men kampen fortsatte. Til sidst afgav dommerne deres stemmer, og desværre for mig var det 3 til min modstander og en higewake/uafgjort. Mit afrikanske VM-eventyr sluttede altså i 1/8-finalen, men jeg var ikke skuffet. Jeg var tilfreds med mit resultat, og med at min anden kamp havde været væsentlig bedre end den første. Jeg var også glad og stolt over at både sensei Claudio og sensei Franz var tilfredse med min indsats. Specielt glædede jeg mig over at sensei Franz, som ikke havde set mig i 5 måneder, kunne konstatere en forskel både fysisk og teknisk. Så kan man ikke bede om mere. Efter præmieoverrækkelserne og fællesbilleder var der sayonara party i hallen ved siden af, med mad, musik og underholdning. For mit eget vedkommende ville jeg egentlig bare gerne hjem hurtigt, eftersom mit program ikke var overstået endnu.
Helt slut var det nemlig ikke med strabadserne. For mit vedkommende stod mandagen på graduering til shodan. Jeg havde en opsvulmet ankel og fod fra et lårspark der ramte min modstanders knæ fra om søndagen, og det generede mig lidt søndag aften, men med hvile og et ankelbind fik jeg holdt det i ave. Vi havde dagen inden aftalt med organisationen at de ville sørge for vores transport, men den kom aldrig. Så vi måtte hoppe i et par taxier og skynde os til I.C.C. igen, hvor der var teknisk seminar v. kancho Matsushima. På grund af vores transportproblemer kom vi for sent, så vi listede ind bagi og fulgte med. Seminaret bød på kata og ido geiko, kombinationer af basisteknikker under bevægelse. Det var også træning for hjernen, da ikke alle kombinationerne lige gav sig selv med det samme. Endnu en gang demonstrerede kancho at han udover at være på et teknisk niveau man kunne forvente af en 9. dan(til trods for en alder på 73), også er en vældig sød person – selv da en shihan fra Ukraine ved et uheld fik revet ham til blods, blev han ikke sur, men grinede i stedet bare af det. Det er vældig afvæbnende, da man nemt kan blive nervøs i ”bossens” nærhed. Men det er ikke nødvendigt her, kancho ser måske altid seriøs ud på billederne, men er det ikke altid i virkeligheden.
Efter seminaret sluttede begyndte de efterhånden velkendte nerver at melde sig igen. Vi havde to timers pause inden gradueringen, så det var bare om at få fyldt sukker på depoterne og så ellers få en lur. Og det fik jeg udnyttet til fulde må man sige, da jeg blev vækket ved vi blev bedt om stille op. Jeg følte mig ikke helt klar, da jeg ikke havde kontaktlinser på grundet min lur, så mit syn var mildest talt ikke i top. Det var der bare ikke noget at gøre ved, så det var bare at stille op hvor jeg blev bedt om det – bagerst – og så ellers holde masken. Vi var 18 til gradueringen i alt, med mig som værende klart den yngste og den eneste ikke-sortbælte. Den laveste grad udover min var 2. dan, og den højeste 5. dan, så jeg skilte mig lidt ud i det selskab.
Gradueringen startede med den fysiske test, hvilket egentlig er en meget god måde at gøre det på, dels fordi man så ikke allerede er træt når man kommer til styrken, og dels fordi kroppen så er varmet op til resten af gradueringen. Første prøve var at støde to 12-kg’s håndvægte op over skuldrene så mange gange som muligt. Den umiddelbare rekord blev sat af shihan Sergei fra Ukraine, der var til graduering til 6. dan – og i øvrigt er 51 år. Han tog 50 løft. Derefter kom resten af holdet igennem med mere eller mindre succes, indtil det blev min tur. Jeg var fast besluttet på at komme stærkt fra start, og ville også veje op for min ”lave” grad ved at gøre alt så godt som muligt. Så jeg tog 80 løft, og satte(så vidt jeg ved) ny rekord. En god start på gradueringen.
Derefter blev vi delt op i to hold, dem under og dem over 35 år. Vi var 3 under 35, resten over. For os unge var de fysiske tests hårdere, og efter vægtene var næste prøve mave- og rygbøjninger, 50 hver. Derefter 30 armbøjninger på fingerspidserne, og 30 armbøjninger med skift mellem flad hånd, knoerne og fingrene, og så videre… vi kom blandt andet også igennem 100 hop over partner, et minuts håndstand på knoerne og trillebør med de forskellige våben på hånden. Igen var jeg glad for at bogstaveligt talt være i gode hænder, da sensei Franz var min makker under styrkeøvelserne og skulle tælle for mig. Og oven i købet var det sensei Claudio der var blevet bedt om at takte gradueringen, så begge mine lærere var ved min side hele vejen.
Efter styrketesten fik vi en kort pause, som jeg udnyttede til at få synet tilbage, så at sige. Styrkeprøven var hård, men jeg følte mig ikke så træt som frygtet; jeg var klar til at køre på. Næste test var kihon, som dog blev kørt i en fast serie, kihon geiko. Fra sensei Claudios træning i Chile kender jeg dog heldigvis denne serie rimelig godt efterhånden, så jeg følte mig godt forberedt. Kihon-delen var forholdsvist kort ift. hvad vi er vant til fra Farum, men vi kom igennem det vigtigste. Efter kihon kom ido geiko, som seminaret et par timer inden havde forberedt os på. Jeg ved at jeg lavede et par fejl her og der, men forsøgte ikke at lade mig stoppe af det. Jeg blev hverken stoppet eller rettet, så jeg kørte bare videre. Hvad de ikke ved har de ikke ondt af…
Så kom vi til kata, klart den længste del af gradueringen – 2 timer. Og hver eneste kata i hele pensummet blev kørt igennem. Først taiyoko 1-3, sokugi 1-4 og pinan 1-5, tre gange hver: en gang normalt, en gang ura og en gang tate. Det var i selv udmattende, men vi stoppede som sagt ikke der. Vi fortsatte med yantzu, geki sai dai, geki sai sho, tsuki kata, tensho, sanchin no kata, sanchin tensho, den-tensho… og mange flere. Det var først ved de to sidste kata i pensummet, kanku og sushiho, at jeg blev bedt om at sætte mig ned. Jeg kunne nu godt have kørt med, men jeg tænkte at nu ikke var tidspunktet til at blære sig. Og for at være ærlig havde jeg også hårdt brug for en pause. Som den sidste kata skulle vi køre pinan 4 ura igen – denne gang med bind for øjnene. Det var jeg ikke klar på, og jeg skal ikke kunne udtale mig om hvor kønt det var, men tror ikke det var noget fantastisk syn for nogen af os.
Til sidst kom så kumite. Ifølge pensummet skulle jeg til shodan have 10 kampe, hvilket ikke lyder af meget. Og det er det måske heller ikke, men for mig var det rigeligt. Fordi jeg var blandt de unge under 35, betød det at jeg skulle starte mine kampe med de friske kæmpere. De ældre fik lov at kæmpe med hinanden til at starte med. Jeg havde kun en skridtbeskytter på, ligesom under turneringen, så specielt mine skinneben fik virkelig tæsk. Og der blev ikke lagt fingre imellem, der blev gået til os. Jeg nåede i mine 10 kampe at kæmpe med en chilener, en amerikaner, to australiere, to sydafrikanere, tre brasilianere og en russer. Derefter blev jeg som den første bedt om at sætte mig, min graduering var slut. Jeg havde en god mavefornemmelse bagefter, jeg var øm, træt og forslået(fra weekenden også), men jeg følte at jeg havde givet alt hvad jeg havde. Efter 30 kampe satte de næste sig, og igen efter hhv. 40, 50 og 60 kampe. Shihan Sergei som skulle til 6. dan havde 60 kampe, og jeg må virkelig respektere ham. Han holdt hele dagen igennem et fantastisk niveau, og ligeledes i kampene. Desværre kan det samme ikke siges om alle deltagerne… der var folk imellem til både 4. og 5. dan, som jeg tvivler på ville kunne bestå en graduering til brunt bælte. Hvordan de har fået de grader de har ved jeg ikke, men det var ikke altid lige imponerende. Da gradueringen var slut, gik jeg først hen og lykønskede senpai (nu sensei) Gonzalo fra Chile, der ligeledes havde været oppe. Vi var begge trætte, men glade. Der var ingen officiel afslutning, men i stedet snakkede sensei Franz og jeg med kanchos kone om bestilling af bælte osv., så det tog jeg som om jeg var bestået. Jeg fandt ud af at princippet er, at medmindre nogen fortæller dig andet, så er du bestået. Og ingen sagde noget til mig, så jeg var glad.
Resten af ugen gik med heling af skader og afslapning. Fredag morgen den 12/9 fløj jeg med de andre tilbage til Chile, hvor jeg bliver indtil den 26/10, hvor jeg igen er tilbage i Danmark.
Alt i alt har denne rejse været fuldstændig fantastisk, og jeg vil huske den så længe jeg lever. Den har markeret det (foreløbige) højdepunkt på hele min rejse som uchi deshi, og en ny æra begynder nu for mig som karateka. Jeg er med shihan Rosagers ord trådt ind i en fantastisk, verdensomspændende klub, der kan sammenlignes lidt med et ridderskab. Det er en smuk måde at sige det på. Selv har jeg ikke meget at sige endnu, da jeg i skrivende stund ikke helt har fattet det endnu. Jeg ved at jeg snart skal have min første træning som senpai, og jeg glæder mig helt vildt. Specielt til at tage mit eget, sorte bælte på for første gang, som forhåbentlig venter på mig når jeg kommer hjem. Dog betyder det ikke den store forskel ift. den daglige træning og hvad jeg har været vant til de sidste måneder. Jeg vil stadig være den samme person, og den samme karateka, forhåbentlig blot endnu bedre på begge fronter. Men jeg er mig bevidst om at et sort bælte ikke automatisk giver mig respekt og autoritet. Som sensei Franz sagde til mig lige efter gradueringen, så er den status ikke noget der følger med bæltet; det skal man gøre sig fortjent til. Det har jeg tænkt meget over siden, og jeg vil gøre mit bedste for at efterleve det. Jeg glæder mig til at komme tilbage og træne med jer alle igen, og håber at jeg kan gøre mig værdig til jeres respekt som sortbælte og senpai.
Osu, mange hilsner
Senpai Christian