Overblik og historik

Taiko er en tromme-stil af japansk oprindelse. Mens forskellige taikotrommer har været anvendt i Japan i over 1400 år og måske meget længere, har den stil, der er bedst kendt i dag en relativt kort historie, der begynder i 1950. Her er en chance for at grave dybere ned i taikoens historie og øge dit Taiko ordforråd.

Oversigt

“Taiko” i almindelighed bliver ofte brugt i forbindelse med de relativt moderne japanske tromme ensembler (Kumi-daiko), men ordet henviser faktisk til selve taikotrommen.

Helt bogstaveligt betyder taiko “tyk tromme”, selv om der er en lang række former og størrelser af taiko. Den nøjagtige historie om den japanske Taiko er indhyllet i spekulationer, selv om nogle kvalificerede gæt er mulige.
De ældste fysiske beviser for taiko i Japan er en Haniwa lerfigur af en trommeslager, der stammer fra den sjette eller syvende århundrede. Men da de første instrumenter i ethvert samfund traditionelt har tendens til at være percussion instrumenter, ville det ikke være udelukket at taiko (som vi kender dem i dag) har været anvendt i Japan i langt over 2000 år.
De japanske taiko, som vi kender dem i dag, bærer en stærk lighed med kinesiske og koreanske instrumenter og blev sandsynligvis indført i bølger af koreansk og kinesisk kulturel indflydelse fra år 300-900.
Det er spekulationer om, at forgængeren for Tsuzumi taikostilen kan komme så vidt fra som Indien, og kom til Japan sammen med buddhismen. Men bølgerne af kulturel indflydelse stoppede for de flestes vedkommende omkring år 900 og udviklingen fra dette punkt kan principielt tilskrives indfødte japanske håndværkere. Selvom taiko fortsætter med at bære lighedspunkter med kinesiske og koreanske trommer, har de udviklet sig til unikke japanske instrumenter.

Rygtet vil vide at en af de første anvendelser af taiko var som et kamppladsinstrument; brugt til at intimidere og skræmme fjenden – en brug, hvortil trommer er blevet brugt i mange kulturer. Taiko blev så afgjort brugt i kamp til at udstede kommandoer og koordinere bevægelser i 1500 tallet; taiko var nemlig det eneste instrument, der kunne høres over hele slagmarken.
Ifølge billedruller og malede risskærme fra tiden, bar en soldat taikoen fastsurret til en rygsækslignende ramme, mens to andre soldater, en på hver side, slog på den. Både Nagado og Okedo stil taikos blev brugt til dette. En krigstaiko brugt af Shingen Takeda, en berømt krigsherre i denne epoke, eksisterer stadig og er konserveret af Osuwa-daiko. Denne Nagado stil taiko er bemærkelsesværdig pga. tre store huller skåret i siden. Dette tjente til at øge volumen på lyden fra trommen – nyttigt i kamp.

Ud over martial arts aspektet har taiko også altid været anvendt i de fineste kulturelle hændelser.

Taikoens rungende magt har også længe været forbundet med guderne og er blevet adopteret af forskellige religioner i Japan. Ifølge Daihachi Oguchi fra Osuwa-daiko, blev taiko for omkring fire tusinde år siden, i Jomon perioden, brugt til at signalere forskellige aktiviteter i landsbyen. Simple taiko slag blev brugt til at signalere, at jægerne tog ud på jagt eller for at signalere, at en storm var på vej eller at kvinderne skulle bringe f.eks. tørret kød og frugter til mændene. Mens der ikke er direkte fysiske beviser til støtte for påstanden mener Megumi Ochi, kurator af Taiko Kan Museum, at dette er sandt, da andre kulturer udviser den samme adfærd.

Fordi disse signaler var så vigtige for deres dagligdag, var folk meget taknemmelige for taikoen og begyndte at tro, at den var beboet af en gud. Da troen udvikledes, var det kun de hellige mænd, der fik lov til at slå på taiko og mens Shinto og buddhistiske religioner udvikledes i Japan, bibeholdtes denne tradition. Således blev taiko det eneste instrument, der fandtes i kapeller, kirker og templer. En konsekvens af denne sammenslutning af taiko med religion var, at taiko kun blev spillet ved særlige lejligheder og kun af mænd, med særlig tilladelse fra præsterne.

Taiko fortsatte med at finde plads i religiøse ceremonier, både buddhistiske og Shinto og det er meget almindeligt at finde taiko i både templer og helligdomme.
Nogle buddhistiske sekter bruger taikoen til at repræsentere Buddhahs stemme og Bon-dansen om sommeren er centreret omkring buddhistiske ritualer. Den blev brugt i landsbyen Shintos ritualer til at sende bønner til guderne. Desuden blev landsbyens festivaler fejret med lyden af tromme. Disse festivaler udviklede en fyldig krop af traditionelle taiko rytmer og er en nu en evig inspirationskilde til moderne taiko spillere.

Taiko trommen som start og slutning på træningen

Følgende trommeslagsekvenser bruges for at kalde til og afslutte træning. Trommen slås af højeste grad i dojoen. Hvert slag på trommen repræsenterer en stavelse i ordlyden af Trommekaldet. Slagene skal være langsomme og faste men i sidste linie øges frekvensen henimod afslutningen, for at afsluttes med en trommehvirvel og et enkelt afsluttende kraftigt slag.

I begyndelsen af træningen er slagende følgende:

  • Fire slag, gentages tre gange med en pause efter hver fire
  • Pause
  • Seks slag, gentages tre gange med en pause efter hver seks. Hen imod slutningen af de sidste seks slag øges hastigheden af slagene til en trommehvirvel og afslutter med et enkelt, kraftigt slag.

Ved afslutning af træningen er slagene følgende:

  • Tre slag, gentages tre gange med en pause efter hver tre
  • Pause
  • Syv slag, gentages tre gange med en pause efter hver syv. Hen imod slutningen af de sidste syv slag øges hastigheden af slagene
    til en trommehvirvel og afslutter med et enkelt, kraftigt slag.

Den Japanske Taiko Tromme giver åndelighed i dojoen.

Starten:

/ / / /
HA JI MA RI
(vi begynder)

/ / / /
HA JI MA RI

/ / / /
HA JI MA RI

/ / / / / /
TSU YO KU NA RE YO
(tid til at blive stærkere)

/ / / / / /
TSU YO KU NA RE YO

/ / / / / / /././././././././././ ./
TSU YO KU NA RE YO

Afslutningen:

/ / /
O WA RI
(vi slutter)

/ / /
O WA RI

/ / /
O WA RI

/ / / / / / /
HA YA KU KA E RE YO
(kom godt hjem)

/ / / / / / /
HA YA KU KA E RE YO

/ / / / / / / /././././././././././ ./
HA YA KU KA E RE YO