Christians oplevelse som uchi-dechi i Chile

3. juli 2014

Osu alle sammen!

Jeg har nyt at berette her fra Chile, hvor den sidste måned har været travl. Vi har nemlig brugt weekenderne på at rejse landet tyndt, eller noget derhen af. Den første weekend i juni måned tog vi til Iquique, som ligger ca. 2 timers flyvetur nord for Santiago, klemt inde mellem Stillehavet og ørkenen, hvilket giver en fantastisk udsigt i begge retninger. Her har sensei Freddy Segovia, 3. dan og branch chief, sin dojo. Jeg rejste derfor med sensei Claudio, og senpai Mauro(som er 2. dan og også bor i huset her) af sted fredag aften, og vi ankom lidt over midnat lørdag. Weekenden var planlagt så lørdag stod på teknisk seminar hele dagen, og søndag stod på graduering og træningsturnering – hårdt program altså. Lørdag trænede vi sammenlagt 6-7 timer med kihon, kata og ido kihon for de forskellige grader. Jeg havde undervejs også selv ansvaret for at undervise nogle af eleverne, og specielt den anden gruppe jeg havde, børnene, var ikke helt ligetil. Sensei Freddy er engelsklærer på en international skole, og har derfor også sin dojo der. Det gør det selvfølgelig nemt for ham og jeg at kommunikere, men det betyder også at nogle af eleverne fra skolen også træner i dojoen. Det er ikke et problem i sig selv, men jeg havde et par pakistanske drenge på holdet som hverken forstod spansk eller engelsk, så det gjorde det lidt svært at undervise… men vi kom igennem det vi skulle, og trods en lidt svingende koncentration var det dejligt at se at alle børnene delte samme høje energiniveau og glæde ved træningen.

Da seminaret var slut, troede vi alle at vi kunne tage hjem og slappe af, men nej… der manglede lige et ”lille” program med pudetræning for de voksne. Det viste sig at være en halv times nonstop konditræning, så vi fik lige lidt ekstra gaver med. Da vi kom tilbage til vores hotel var jeg egentlig klar til at gå i seng, og gjorde det også, indtil jeg så at sensei og senpai stod fuldt påklædte og ventede på mig. Vi skulle hjem til en senpai fra dojoen til en ”asado”, det chilenske svar på en barbeque eller grillaften, som er den normale måde at holde komsammen på her. Jeg var supertræt, men masser af lækker mad(og ikke mindst protein) siger jeg ikke sådan nej til. Og da klokken slog 12, blev alle lysene slukket og en kage med lys i blev båret frem – sensei Claudio havde nemlig fødselsdag om søndagen. Så efter fødselsdagssang og kage tog vi hjem og sov, for dagen efter var der mere program på. Omkring 15 elever skulle til op til en ny grad, med orange bælte som den laveste og brunt som det højeste. Vi begyndte ved 10-tiden, og sluttede omkring 4-5 timer senere. Måden gradueringen forløb på har vist sig at være den generelle model i Chile, og foregår således:

Først og fremmest er det ikke kun de elever der er til graduering der deltager. Deres klubkammerater møder også op i gi og deltager i kihon-, styrke- og kumitedelen af gradueringen, for at støtte moralen med ekstra kiai – dog uden at blive bedømt. Men der er altid en fælles opvarmning – den stod jeg for, hvilket jeg først var lidt nervøs for, da jeg ikke havde forberedt noget som helst. Men det gik fint, og vi gik videre til serier af kihon med hhv. ben- og armteknikker. Her træner instruktørerne også med. Derefter var det ido geiko, eller ido kihon, som er serier på 3 skridt med forskellige teknikker, og til sidst kom kata. Herefter kom den sidste og hårdeste del af gradueringen, som bestod af styrke og kamp. Styrkeprogrammet har også vist sig at være det samme ved alle gradueringer, nemlig først at stå på hænder(med hjælp) i et vist stykke tid, derefter armbøjninger, maveøvelser og trillebør på de forskellige dele af hånden, som det også var ved dangradueringen i klubben i december. De to sidste øvelser er også velkendte, nemlig hhv. at hoppe frem og tilbage over en makker der ligger på gulvet, og at snurre en omgang og derefter lave to cirkelspark på en pude. Til sidst kom kamp, hvor specielt de højeste grader virkelig blev testet. Men der var en god vilje, og alle bestod heldigvis.

Efter frokostpausen skulle vi i gang med turneringen, der som sagt var en træningsturnering, ligesom den der blev afholdt her i Santiago i marts måned – blot i lidt mindre målestok. Det er især ment som en måde for børnene at få en god oplevelse første gang de træder ind på måtten, under trygge forhold. De voksne fik kun en enkelt kamp hver, og jeg vandt min kamp mod en gulbælte på ippon(dobbelt scoring) på hhv. et cirkelspark til hovedet og et stød til maven. Alt sammen god erfaring at få med. Til sidst kunne vi så endelig flyve hjemad, men ikke før vi havde fået en friskpresset mangojuice, den lokale specialitet. Lad mig sige det sådan, at det kan man kun få for lidt af! Og som en lille ekstra overraskelse til os havde sensei’s kone Hellen mad og fødselsdagskage parat til os da vi kom hjem, kl. halv to om natten. En dejlig velkomst.

Weekenden efter rejste vi alle 3 til Concepción, for denne gang at besøge senpai Mauricio Breve, 2. dan og ligeledes branch chief, i hans dojo. Her var programmet ikke lige så tætpakket som i Iquique, men vi havde alligevel teknisk seminar lørdag og graduering søndag. Vi trænede ligeledes i mange timer om lørdagen, med deltagelse fra alle de 4 klubber der ligger i Concepción. Og selvom vejret bestemt ikke var med os – det styrtregnede og blæste så væggene rokkede – forløb gradueringen søndag morgen alligevel som planlagt. Denne gang var det dog for lidt lavere grader, den højeste grad var til gult bælte, og derfor tog det heller ikke lige så lang tid som ugen før.

Vi skulle egentlig have været på farten weekenden efter også, men da det var fars dag den weekend besluttede sensei at vi udskød det en uge så han kunne få lidt tid med sin kone og datter på nu 3,5 måned. Det gav også en tiltrængt hvilepause, da et så travlt program godt kan tære lidt på energien – specielt når man tæller al den daglige, øvrige træning med både vægte og i dojoen med. Det blev altså weekenden efter at sensei, senpai, en elev fra dojoen og jeg selv kørte fra Santiago til Serena for en træningsweekend. Serena er samme by hvor den store nationale turnering jeg deltog i blev afholdt, så jeg kendte ruten. Dog rejste vi denne gang ikke i bus, men mere komfortabelt i bil. Vi kørte fredag aften, og ankom til vandrehjemmet omkring halv 2. I Serena hedder den lokale senpai senpai Gonzalo Valderama, 2. dan, og det var i hans dojo vi skulle træne. Om lørdagen stod programmet på teknisk træning, lige så vel som kamp, idet senpai Gonzalo ligeledes stiller op for Chile i Sydafrika; ligesom sensei Claudio, senpai Mauro og senpai Mauricio med flere også gør det. Dagen var delt ind i to træningssessioner, hvor den første var hård basistræning, ido kihon og kamp. Efter frokost stod eftermiddagen i kata’ens tegn. Senpai Mauro og jeg trænede udelukkende de avancerede kataer med senpai Gonzalo, da han ligesom mig ønsker at gå op til graduering i Sydafrika, dog til 3. dan. Jeg kunne heldigvis følge med de to sortbælter, da jeg på nuværende tidspunkt har lært 6 nye, avancerede kataer. Jeg er i gang med at lære den sidste, sushiho, men dem af jer der kender den kata vil vide at det er helt nemt… der er nemlig 54 takter.

Men selvfølgelig havde vi også en grillaften med eleverne fra dojoen lørdag aften, og det er som sagt en fin måde at komme hinanden ved på uden for dojoen. Søndag skulle vi have trænet, men det endte i stedet med at vores morgenmad indtaget på det lokale fiskemarked strakte sig ind i frokosten, og vi kørte hjem derefter. En mere afslappet træning må man sige.

I denne weekend rejste vi ikke, men der var til gengæld graduering her. Både for vores egen dojo, men også for de 3 andre klubber i Santiago. Den blev afholdt i den lokale sportshal, og humøret var højt selvom det var pænt fodkoldt, og mange har fået sig en forkølelse ligesom sensei og mig selv. Det var en stor graduering, måske lidt over 30 elever, med den højest graduerede til gult bælte. Forløbet af gradueringen var det samme som beskrevet tidligere, blandt også ved opvarmning ved undertegnede. En specielt ting ved denne graduering var også at en af eleverne var en senpai fra en af de andre dojoer. Han underviser ligesom en ”almindelig” senpai, men har kun blåt bælte. Han har dog sort bælte i shotokan, men er skiftet relativt sent til kyokushin. Derfor var det meningen at han skulle til brunt bælte, for også at give hans undervisning mere pondus. Derfor skulle han selvfølgelig også vise bla. flere kataer, deriblandt pinan 1-5 i både tate(lineært) og ura(med baglæns rotation). En lille detalje er, at han den sidste uge har trænet dem med mig hver morgen hjemme hos sensei. Vi har øvet kata i hvert fald en time om dagen, og udover pinan også yantzu og tsuki no kata. Så man kan sige at jeg for en tid har haft min egen ushi deshi – og han bestod da heldigvis også sin graduering trods lidt eksamensangst. Nu venter næste mål, som er intensiveret kamptræning frem mod VM. Vi begynder næste weekend med at rejse til Concepción, og så kører det ellers derfra.

I overskriften nævnte jeg VM-feber, som her omkring går under navnet ”modo mundial”. Man skal være rimelig isoleret for ikke at have opdaget at VM i fodbold er over os, og det må man i hvert fald sige også gælder her. Jeg havde fornøjelsen at se den første kamp Chile spillede hjemme hos en elev fra klubben med hans familie og venner, og der var entusiasme! Jeg tror jeg lærte et par chilenske bandeord bare ved at lytte til hvad der blev råbt af fjernsynet… ligesom at kampdag betød næsten ingen mennesker på gaden, og heller ikke til træning. Bilerne dyttede slagsange, og der sælges hatte, trøjer og parykker på alle gadehjørner. Plus at alle indbyggere i Santiago synes at have anskaffet sig et truthorn som skal bruges på alle tider af dagen. Det lyder umiddelbart irriterende, men man kan ikke lade være med at lade sig rive med af den gode stemning. Nu er Chile som bekendt desværre røget ud af turneringen, så måske kommer der lidt flere til træning nu. Og når det her VM er slut, vil en anden VM-feber begynde at røre på sig, nemlig den mod Sydafrika.

Osu alle i dojoen!

Christian

23. maj 2014

Osu alle sammen!
Det er et stykke tid siden jeg sidst har skrevet noget, men det skyldes én ting: den turnering der blev afholdt i lørdags, d. 17/5. Mange af jer ved nok allerede at der var tale om en såkaldt nacional, eller på godt dansk Chile-mesterskabet. Det er altså en turnering med deltagelse fra hele landet, og det blev afholdt i La Serena, som ligger 6-7 timers kørsel nord for Santiago.

Jeg har længe vidst at jeg skulle deltage, og vidste samtidig at det et eller andet sted ville være min endelige ”ilddåb” og introduktion til karatemiljøet her. Samtidig vidste jeg at niveauet blandt de deltagende ville være højere, og modstanden hårdere end jeg før har oplevet det. Heldigvis vidste jeg at jeg ville være godt forberedt, da træningen har fortsat som hidtil: en time til halvanden med vægttræning om morgenen, og så 1-3 hold i dojoen om aftenen, mandag til fredag. Samtidig er jeg begyndt at mærke resultaterne af træningen på egen krop, da min vægt er steget fra 70 til omkring 74-75 kg. Samtidig har jeg til kamptræning i dojoen kunne tåle flere tæsk end før, hvilket i sig selv er en succes.

Men det var ikke kun mig der skulle af sted. Faktisk rejste næsten hele dojoen fredag aften i samme bus mod Serena. En ting jeg virkelig sætter pris på ved de chilenske karate-ka’er er den ånd de lægger for dagen. Både unge og gamle, erfarne og helt nye elever tog af sted for at kæmpe, hvilket jeg synes vidner om en mentalitet der i høj grad afspejler ”osu no seishin” – aldrig giv op. Der er ikke så meget pjat. Folk rejste ikke af sted for at vinde, men for at blive en oplevelse og en vigtig erfaring rigere. Og det er en ånd der smitter – og gør os alle sammen lige den tand mere fokuserede.

Så efter en bustur på små 6 timer kom frem til det vandrehjem hvor vi skulle indkvarteres fra lørdag til søndag. Efter en hurtig morgenmad tog vi ind til selve arenaen, som i sig selv var imponerende. Kæmpestor, med to kamparealer til den første del af turneringen. Måden turneringer afvikles på er en smule anderledes, idet man kører én vægtklasse igennem af gangen, inden den næste sættes i gang. Derfor er var det børnene og juniorerne først, inden de voksnes kampe begyndte – og der var mange børn. Derfor gik de første 4-5 timer for mit vedkommende med at vente, heppe på de andre fra dojoen, og være nervøs. Jeg har altid et stort problem med nerverne til turneringer, særligt inden første kamp, og derfor havde jeg svært ved at koncentrere mig om meget andet. Ikke engang den ellers lækre frokost der var arrangeret til alle 200+ deltagere kunne få på andre tanker… og så er det slemt! Jeg havde dog lidt medbragte lakridser fra Danmark til at dulme angsten, og de blev hurtigt populære (lakrids er ukendt i Chile, skal det lige siges).

Jeg vidste at jeg skulle stille op i kategorien 70-80 kg for eksperter, dvs. grønt bælte og derover. Jeg vidste at vi i alt var 6 i kategorien, så det var til at overskue hvem jeg kunne møde. De to jeg fik udpeget som værende de ”sværeste” modstandere var hhv. en 4. dan og en grønbælte fra en anden organisation. Jeg sørgede også for at få studeret deres tidligere kampe på video, så vidste hvad jeg var oppe imod, og det jeg så var ikke dårligt. Så jeg vidste at jeg måtte give mig 100 %, hvilket ikke ligefrem gjorde mig mindre nervøs. Men alle fra dojoen var heldigvis rigtig gode til at bakke hinanden op og heppe, så det tog lige toppen, trods alt.

Endelig blev det så min tur. Jeg skulle møde en brunbælte, som jeg ikke vidste meget om på forhånd, kun at han var glad for domo mawashi geri. Vi blev kaldt ind, bukkede, og der blev råbt ”hajime!” – og derefter var der kun én tanke i hovedet på mig: fremad. Kampen bølgede lidt frem og tilbage, jeg syntes selv jeg havde succes med slag i siden, knæ- og frontspark, indtil der skete noget uventet – et domo mawashi geri. Jeg så det simpelthen ikke komme, og blev ramt på kæben. Jeg blev heldigvis på fødderne, og kunne fortsætte med det samme, selvom jeg indrømmer at jeg stadig så stjerner et par sekunder efter. Han forsøgte siden samme teknik to gange mere, men slaget ramte ikke lige så meget som første gang. Jeg vidste også at jeg nu var nødt til at give igen, så da vi røg ud i en forlængelse var det alt eller intet. På et tidspunkt i kampen så jeg en åbning i højre side, og reagerede uden at tænke med et tobi mawashi geri/flyvende baglæns spark… det virkede. Jeg landende lige tidsnok til at se og høre min modstander krumme sig sammen og lægge sig ned på gulvet, og jeg vandt kampen på (mit første) knock-out. Og så var turneringen ellers i gang.

Da vi var 6 i gruppen, var finalepladserne nødt til at afgøres ved lodtrækning, da vi var 3 der havde vundet vores første kamp. Og ganske som ventet var det udover mig sensei Cullao, 4. dan og Tito, grønt bælte der også stod klar. En af os ville gå direkte i finalen, de resterende to skulle kæmpe om finalepladsen. Da jeg så at der var et x på min seddel, åndede jeg lettet op, da det var mig der var den heldige der gik direkte i finalen… man kan kalde det ”champion´s luck”. Jeg fik altså en hvilepause, imens jeg kunne studere mine to potentielle modstandere og deres kampstil. Begge lagde hårdt ud, og der så ikke umiddelbart ud til at være en favorit, lige indtil Tito knock-outede sensei med et cirkelspark til hovedet – så vidste jeg godt hvem jeg ville møde. Finalen skulle stå mellem Tito og mig.

Tito er en dygtig kæmper, ingen tvivl om det, om end med en lidt overlegen attitude i sin kampstil. Jeg havde allerede bemærket at han var god til at bevæge sig rundt, og hans semifinale havde bevist at han kunne sparke højt. Jeg vidste derfor at jeg var nødt til at passe på mit hoved og ikke sænke paraderne… og så ellers gå på ham. Nærmest som for at trække spændingen til bristepunktet var der to kampe inden vores finale, og vi gik begge og lod som om vi ikke lurede på hinanden imens vi varmede op, og forsøgte at regne ud hvordan vi skulle få overtaget. Endelig blev det dog tid, og vi røg begge ud af vores hjørner for at gå løs på hinanden. Jeg kunne mærke at han var en stærkere modstander end min første, men jeg nægtede at give mig så tæt på målet. Så jeg gav ham samme tur – og mere til. Og sådan fortsatte vi indtil tiden løb ud for de første tre minutter. Det havde dog været jævnbyrdigt, så vi røg ud i en forlængelse. Jeg kan huske at jeg at jeg ikke tænkte særligt meget. Mange er jer kender nok den tilstand man træder ind i på måtten; der eksisterer kun ens modstander og et par tilråb der trænger igennem nu og da. Derfor foregik hele forlængelsen i den samme sindstilstand: ikke tænke, bare gøre. Vi forsøgte os begge med høje spark, men havde ikke succes. Derfor var det op til dommerne i sidste ende at udpege en vinder. Og det blev mig.

Hold nu op, hvor var det en fed fornemmelse. Det var dejligt at alle spændingerne og nerverne endelig var udløst, og så endda med det bedst mulige resultat. Vi var begge to trætte, men glade, og kunne give hinanden hånden og sige tak for kampen. Og dagens bedste øjeblik var selvfølgelig da jeg kunne hæve pokalen til sidst, øverst på skamlen som Chile-mester i Kyokushin. En fantastisk oplevelse, kun gjort endnu bedre af den ånd og stemning som alle deltagere bidrog med. Fremadrettet skal der analyseres på kampene, på hvad der fungerede, og på hvad der ikke gjorde. Men jeg er glad for at have min hidtil største turnering veloverstået, og over at kunne dele succesen med resten af dojoen (som i øvrigt blev den mest vindende delegation med fire 1. pladser, to 2. pladser og tre 4. pladser), og gennem facebook med alle jer i Danmark. Som sædvanlig er jeg meget stolt over at repræsentere Danmark og Farum ude i den store verden, og den respons jeg får fra jer gør det hele dét mere værd. Det er jeg meget taknemmelig for.

Osu!
Christian

7. april 2014

Jeg har nu været her i to uger, og har nye ting at fortælle om. Det første er lidt mere alvorligt, men alligevel vigtigt, da det potentielt set også kunne komme til at berøre Farum dojo en dag. Det handler om brud på reglerne inden for brug af registrerede navne og logoer inden for kyokushin karate. Okay, det lyder godt nok tørt, tænker de fleste nok, men det handler i korte træk om, at en række klubber her i Chile benytter sig af de forskellige navne og symboler – såsom kanku og kanji-tegnet – uden at have fået officielt lov. Det er umiddelbart ikke så problematisk, da navnet på organisationen ikke burde have den store indflydelse på selve træningen. Problemet består bare i, at disse ”uautoriserede” klubber insisterer på at bruge navne mv. fra organisationer, som de formelt set aldrig har været medlem af; de vil simpelthen ikke betale for at være ”med i klubben”, så at sige.

Derfor var jeg med Sensei en dag inde i Santiago, for at mødes med repræsentanterne fra de andre chilenske kyokushin-organisationer (Hvoraf Matsushima selvfølgelig udgør den ene), samt en advokat, for at diskutere en løsning. Advokaten var til stede, fordi Chile som det eneste land i verden hvor en overtrædelse af disse regler kan medføre fængselsstraf. Derfor sad vi alle sammen på en Starbucks og diskuterede hvilke symboler måtte benyttes af hvem, hvilken ordlyd havde organisationernes navne helt præcist, samt breve fra bl.a. Kancho Matsushima med officiel støtte til Sensei Claudio som officielt repræsentant for Matsushima-organisationen i Chile og så videre. Jeg selv sad bare og lyttede med; og indrømmer gerne at jeg ikke forstod særlig meget, men til sidst blev mødet hævet, og et nyt blev aftalt. Det jeg dog havde forstået, var at der også ligger andre dimensioner i karaten. Og det er synd, for det er jo træningen der er de vigtigste. Eleverne mærker alligevel ikke forskel på træningen, uanset om deres lærer kalder dojoen det ene eller det andet – det er stadig kyokushin. Men hvis man som senpai insisterer på at bruge et bestemt navn/logo, som rent juridisk tilhører andre, så må man enten indordne sig, eller bare hedde noget andet. Det ender blot med at tage fokus fra det væsentlige, som samtlige mødedeltagere var enige om.

Der er dog også sket andre ting. Jeg er så småt begyndt at forstå sproget, og det godt nok til at undervise i dojoen – dog ”kun” børneholdet, samt kata. Det er lidt af en udfordring, men jeg er super taknemmelig for den velkomst jeg har fået af de andre elever. Alle er meget åbne, og spørger tit ind til hvordan jeg har det, og hvad jeg synes om at være her. Jeg har også allerede været til koncert, fodboldkamp – og med en stående invitation til at udforske det chilenske natteliv med to andre fyre til gode.

Som det sidste vil jeg også fortælle om en anden spændende ting jeg var en del af i weekenden – en chilensk turnering. I løbet af ugen er dagene gået med forberedelser til den såkaldte ”formativo”, dvs. en form for trænings-turnering. Det foregik om lørdagen, men inden selve turneringen blev der afholdt et teknisk seminar med deltagelse fra andre klubber i byen. Efter lidt fælles basis-træning deltes vi op i grupper, som hver med en senpai skulle øve en eller to kataer, som senere skulle fremføres for hele holdet. Jeg fik æren af at skulle undervise grønbælterne i yantzu og tsuki no kata, og forsøgte efter bedste evne på mit bedste spansk at rette på stillinger, håndpositioner og temposkift. Jeg selv blev også officielt introduceret af Sensei, så alle vidste hvem ”ham den nye” var.

Inden kampene gik i gang ankom resten af de deltagende klubber. Der kom folk langvejs fra, helt op til 6-7 timer i bus(!) for at deltage. Chile er et enormt langt land, og det forstår man først når man hører om afstandene mellem de respektive klubber – at skulle flyve frem og tilbage er ikke ualmindeligt.

Men der var også en anden vigtig ting der skulle overstås: den officielle præsentation af nye dan-grader. Sensei skulle have modtaget en pakke fra Japan med bælter og diplomer i februar – gradueringen lå i december – men grundet problemer med postvæsenet fik vi først hentet pakken om fredagen. Det var derfor længe ventet at der kunne præsenteres hhv. to nye 1. kyo, tre nye 1. dan, og to nye 2. dan, hvoraf den ene var sensei’s 1. ushi deshi (jeg er nummer tre i rækken).

Da selve turneringen gik i gang, skulle jeg stille op i klassen 70-80 kg. Jeg har til min store forundring tabt mig to kilo siden jeg kom hertil – men det regner jeg med vender meget snart, mit mad-indtag taget i betragtning. Vi var kun 4 i klassen, så jeg selv fik to kampe. Fremgangsmåden er en smule anderledes, idet man her sørgede for at få overstået én klasse af gangen. Dermed er man på i kortere tid, men mere intensivt. Min første kamp var mod en ældre brunbælte, som var en del tungere og stærkere end mig selv – heldigvis var min kondi bedre, og jeg vandt i første runde. Finalen var så mod en anden elev fra dojoen, som ligeledes er meget dygtig. Vi endte ud i to forlængelser, inden jeg fik hevet sejren hjem. Men alt i alt en god oplevelse, selvom jeg ved at der om en måneds tid lurer en større og langt hårdere turnering… forhåbentlig når jeg at være klar til den tid.

Jeg nyder at kunne dele mine oplevelser med jer, og er så glad for at mange af jer ”følger” mig, og støtter mig på facebook – tusind tak! Hvis I har noget at sige, eller vil spørge mig om noget, så vær velkomne til at skrive til mig – der er altid lidt mere at fortælle 😉

P.s. jeg har lige en sidste ting at dele med jer – det er svært at begrænse sig. Jeg oplevede torsdag aften mit første jordskælv, som er en forholdsvis normalt heromkring. Vi sad ved bordet og snakkede, da Sensei’s kone pludselig peger op på lampen i loften. Jeg kan se at den er begyndt at svinge, og at alle tingene på skabe mm. er begyndt at ryste. Da vi kiggede udenfor på alt vægtudstyret, stod det også og hoppede, og da jeg mærkede på husmuren føltes det som at hele huset svajede… en meget underlig oplevelse, som jeg blev halvt skræmt og halvt imponeret over. Jordskælvet var på 5,8.

31. marts 2014

Osu alle sammen!

Nu har jeg været i Chile i en uge, og er så småt begynde at falde til. Sproget volder dog stadig lidt besvær, men der er tre ord som jeg meget hurtigt fik lært: “explosivo”, “fuerza” og “velocidad”; som betyder hhv. “Eksplosivt”, “kraft” og “hurtighed”. Disse tre ord danner også grundpillerne i sensei Claudios træningsfilosofi, som jeg har oplevet på egen krop i løbet af den sidste uge. Det vil sige at både de øvelser jeg har lavet til de tre morgen/eftermiddagstræninger samt i dojoen – hver dag, dog ikke lørdag/søndag – har været rettet imod at få de tre begreber arbejdet ind på rygraden. For eksempel består træningerne ofte af slag- og sparkeserier på pude kombineret med en fysisk øvelse, eller kihon geiko, med MANGE spark. Det gør træningen mindre “traditionel” end den jeg kender herhjemmefra, men ikke desto mindre interessant og hård. Derudover er der mange små tekniske detaljer, som jeg stadig kæmper med. Under katatræning fredag aften havde lidt følelsen af at skulle lære alting forfra: fx har de her hele foden i gulvet i baglæns stilling, de laver konsekvent juji gedan barai (begge hænder i samme side) i stedet for den “normale”, og der er kiai på vendingerne. Alt sammen ting der tager tid at lære (igen). Men jeg er glad for at være blevet godt klædt på teknisk herhjemmefra, for det gør det lige det lettere.

P.s. jeg må igen understrege at vi skal sætte pris på de forhold vi træner under. Når jeg har vist billeder af dojoen, er alle blevet meget imponerede. Plus at sensei(som har været her i dojoen og træne) med ærefrygt fortæller at Farum dojo er en af de største og ældste dojoer i Europa. Og det er jeg stolt af at repræsentere.

28. marts 2014

Osu alle i Farum!

Som I nok ved rejste jeg til Chile i lørdags, men det føles allerede som længere tid. Der sker mange nye ting, og der er mange nye indtryk. Én ting er dog den samme, nemlig træningen… eller næsten. For jeg tror ikke at jeg nogensinde har trænet så meget, og så intensivt. Jeg har nu trænet to gange med sensei Claudio alene, hvor formålet er at bygge min form op. Men det vigtigste er selvfølgelig karaten: dojoen er lille, men der er en fantastisk ånd og sammenhæng mellem folk – som vi kender det fra Farum. Så en lille opfordring herfra kunne være at sætte ekstra pris på det i træningen, for det løfter niveauet for alle i dojoen. Jeg lover at skrive igen når der er nyt – og indtil da et stort OSU herfra.