Christian Thorning Åkerwall, 2. dan
Min karatekarriere begyndte i en alder af 7 år, i 2002, da jeg ledte efter en fritidsinteresse. Jeg vidste ikke meget om kampsport eller karate, men synes alligevel det lød lidt sejt. Så jeg tog til min første prøvetime, og er blevet ved med at træne siden. Jeg var ikke noget naturtalent, men jeg mærkede alligevel en interesse og en glæde ved træningen som jeg ikke havde følt før. Og det fik mig til at fortsætte. Det som især tiltalte mig udover den hårde fysiske træning, var hele det spirituelle koncept bag karaten, budo, og ideen om man træner både sin krop og sin sjæl. Det har lært mig ydmyghed, disciplin og respekt for andre, i dojoen såvel som i hverdagen. Og jeg kan med sikkerhed sige har haft en enorm indflydelse på min opvækst og på den person jeg er i dag – og fortsætter stadig med at have det.

I foråret 2014 rejste jeg til Chile for at bo og træne som ushi deshi – en fuldtids karateelev – i 7 måneder. Det har uden tvivl været den største oplevelse i min karatekarriere og mit liv. Jeg havde muligheden for at træne hver dag, og virkelig udleve min passion for kyokushin til det yderste.

I september 2014 deltog jeg i verdensmesterskabet i Sydafrika, og tog ved samme lejlighed min graduering til 1. dan under bl.a. kancho Yoshikazu Matsushima, 9. dan, hanshi John Taylor, 8. dan og shihan Roman Szyrajew, 7.dan.

Jeg har i årenes løb deltaget i forskellige stævner i ind- og udland, bl.a. trekampstævne, Roskilde cup, Oyama cup, Ballerup cup, DM i kata, VM 2014 og de nationale mesterskaber i Chile. Ligeledes har jeg været på forskellige lejre, såsom vinterlejr, sort-brunbæltelejr, børne-juniorlejr, samt klubbens egne maraton- og mønlejr.

Osu – vi ses til træning.

Christian